Udenrigsministeriet opdaterer ugentligt rejsevejledningerne for lande inden for EU/Schengen og UK på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.

I denne uge tilføjes Bulgarien til listen over lande, hvortil alle ikke-nødvendige rejser frarådes på grund af et for højt antal smittede. Udenrigsministeriet fraråder således alle ikke-nødvendige rejser (orange) til Bulgarien, Luxembourg, Portugal og Sverige på grund af smittetallene.

For Sverige lempes rejsevejledningen dog for yderligere fem svenske regioner Jämtland Härjedalen, Sörmland, Uppsala, Örebro og Östergötland i tillæg til regionerne Blekinge, Halland, Kalmar, Kronoberg, Skåne, Värmland og Västerbotten. Rejsevejledningen for disse regioner er således gul (ekstra forsigtighed).

I Spanien har regionen Aragón nu flere end 50 nye smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere pr. uge. Personer, der rejser til Danmark efter ophold i regionen Aragón, opfordres derfor til at lade sig teste for COVID-19 ved ankomst til Danmark, men rejsevejledningen for Spanien forbliver gul (ekstra forsigtighed).

Udenrigsministeriet fraråder fortsat alle ikke-nødvendige rejser til Irland på grund af Irlands karantæneregler.

De opdaterede rejsevejledninger vil fremgå af Udenrigsministeriets hjemmeside.

Bemærk at det fra lørdag den 25. juli 2020 kl. 00.00 vil kræve et anerkendelsesværdigt formål at indrejse i Danmark fra Bulgarien, ligesom det er tilfældet for Luxembourg, Portugal og Sverige (undtagen ovenstående regioner).

Læs mere om indrejsereglerne hos Rigspolitiet.

Læs Udenrigsministeriets rejseråd HER

Kommentarer