Den store tyske hoteloperatør, Deutsche Hospitality, har købt sig ind i det danske hotelbrand Zleep Hotels. Med investeringen kan Zleep Hotels nu for alvor sætte skub i ekspansionsplanerne. Som brand passer Zleep enormt godt ind i Deutsche Hospitalitys brandportefølje, og sammen kan de to hotelaktører nu trække på hinandens erfaringer og succeser som henholdsvis global organisation og nordisk brand.

Zleep Hotel Billund Airport (Foto: ©otoerres)

Hvorfor investere i Zleep?

Zleep Hotels er en stærk aktør på det danske hotelmarked med hele 10 hoteller rundt omkring i landet. Desuden indtog kæden her i januar det svenske hotelmarked med en åbning af Zleep Hotel Upplands Väsby. 

Yderligere fire hotelprojekter er bekræftet i pipelinen, som alle står til åbning over de næste to år. Zleep Hotels er et brand baseret på simplicitet, der fokuserer på at være den bedste hotelleverandør for så mange som muligt.

Priserne er attraktive og kvaliteten er høj. Brandet er med andre ord netop, hvad Deutsche Hospitality mangler i deres portefølje. Med investeringen giver Zleep Hotels Deutsche Hospitality adgang til det nordiske hotelmarked og brandets egne erfaringer herfra:

– Zleep Hotels passer perfekt ind i vores brandportefølje. Peter Haaber har over de seneste år formået at skabe en stor succes med Zleep Hotels, der er et yderst velkendt brand blandt de gæster, der sætter pris på design og kvalitet under deres hotelophold. Med en stærk tilstedeværelse i Scandinavian er Zleep Hotels den ideelle samarbejdspartner for Deutsche Hospitality og vores fremtidige vækst, fortæller Thomas Willms, CEO i Deutsche Hospitality.

Et godt match for begge

En række store internationale investorer har udvist interesse for at investere i Zleep Hotels, men Deutsche Hospitality blev hurtigt en favorit.

Læs også: Steigenberger har skiftet navn til Deutsche Hospitality (oktober 2016)

Den tyske hoteloperatør er enormt driftsstærk, forstår branchen og de branchespecifikke nøgletal. Netop den driftsmæssige tankegang og den klare forventning til en langsigtet succes adskiller Deutsche Hospitality fra andre institutionelle investorer på markedet.

Desuden skaber hoteloperatørens tilstedeværelse i det centrale Europa gode ekspansionsmuligheder for Zleep Hotels, så hotelkæden også kan udvides syd for grænsen:

– Zleep’s vision er altid at levere kvalitet, service og design til en god pris. Siden vores start i 2003 har Zleep udviklet sig til et velkendt og succesfuldt hotelbrand i Skandinavien. I samarbejde med Deutsche Hospitality kan vi nu også få fodfæste i Centraleuropa, hvilket bliver en spændende rejse for os. Zleep og Deutsche Hospitality supplerer hinanden perfekt, og sammen kan vi nu udvikle os og trække på de nye synergier, der vil opstå, fortæller Peter Haaber, CEO i Zleep Hotels.

Selvom Zleep Hotels nu bliver en del af en større familie, vil hotelkæden fortsat operere og drifte hotellerne selvstændigt. Dog vil kæden nu fremadrettet kunne trække på den synergi, der vil opstå som følge af samarbejdet med Deutsche Hospitality.

Læs flere nyheder om Zleep Hotels HER og om Deutsche Hospitality HER

Kommentarer