logo-white

Guide til drikkepenge i 20 populære ferielande

Men det er ikke altid lige det, der forventes, når den venlige piccolo på dit feriehotel – med sved på panden – har slæbt dine tunge kufferter op på dit værelse og nu står med den højre hånd lettere fremstrakt.

Abaco - Mallorca - Spies
Mon ikke et par ekstra euro i drikkepenge kunne fremtvinge et smil på læben hos denne bartender på Abaco i Palma på Mallorca? (spies.dk)

Spørgsmålet om drikkepenge er et af de oftest stillede spørgsmål til guider verden over. Spies har bedt deres guider opdatere retningslinjerne for kunsten at give drikkepenge i 20 populære ferielande, samt ombord på krydstogtskibe.

Torben Andersen (spies.dk)

– Svarene er bestemt ikke entydige. I visse lande uden for EU er drikkepenge en del af lønnen og derfor næsten obligatorisk, mens det i andre lande er et nærmest ukendt begreb. Selv om vi danskere rejser meget, har vi lidt berøringsangst omkring begrebet, som f.eks. er indgroet hos amerikanerne, siger kommunikationschef i Spies, Torben Andersen.

Han peger på, at drikkepengene skal tilpasses det økonomiske niveau i de enkelte lande.

En tjener på en god restaurant på Phuket i Thailand tjener ca. 300 bath (ca. 63 kr.) om dagen. Han vil blive noget overrasket, hvis han modtog drikkepenge i samme størrelsesorden som tjeneren på Waldorf Astoria i New York, der forventer mindst 10-15 pct. af regningens størrelse og 25 pct., når der er flere end seks personer i selskabet, siger Torben Andersen.

Verden over breder begrebet All Inclusive sig som en steppebrand. For fem år siden var fem procent af Spies’ sommerrejser med alt inkluderet — i denne sommer er tallet vokset til lidt over 40 pct.

– På All Inclusive-hoteller kan lidt drikkepenge også gøre underværker. Giv drikkepenge til bar- og serveringspersonalet i starten af din ferie. Det kan udløse en bedre og hurtigere service, måske også et godt bord på terrassen til middagen, siger Torben Andersen.

Han anbefaler generelt at give “a conto-beløb” på drikkepenge fra feriens begyndelse. Det kan være med til at fremtrylle lidt ekstra smil, en blomst på værelset eller lidt ekstra håndklæder.

Stadig flere hoteller tilbyder spa-behandlinger. Hvis “service charge” ikke indgår i prisen for behandlingen, anbefales det at give 10-15 pct. til den, der har behandlet én.

Og husk: som udgangspunkt gives drikkepenge i den lokale valuta, så modtageren ikke skal gå i banken for at veksle småbeløb i f.eks. danske kroner.

Bulgarien:

  • Stuepigen: 20 BGN (ca.76 kr.) pr. uge.
  • Piccoloen: Ca. 1 BGN pr. stk. bagage (ca. 3,80 kr.).
  • Tjeneren: 10 pct. hvis ikke drikkepenge er inkluderet — ellers runder man op.
  • Taxi: Ingenting — man skal i stedet “prutte” ihærdigt for at få den rigtige pris. Chaufførerne er blevet nemmere at handle med — de mangler kunder…
  • Frisøren: Her runder man op.
  • Kommentar: Bulgariens varemærke har ikke hidtil været begrebet “service”, men man er ved at komme efter det — ikke mindst med udsigten til drikkepenge som drivkraft.

Cuba:

  • Stuepigen: 1 CUC/peso (ca. 6,90 kr.) pr. person pr. dag.
  • Piccoloen: 1 CUC pr. stk. bagage.
  • Tjeneren: 5 pct. af beløbet på regningen (er der ikke lagt “service charge” på 5-10 pct. på regningen, så 10 pct.) — på All Inclusive lægger man 1 CUC pr. person pr. dag.
  • Taxi: 1 CUC eller oprund beløbet på kortere ture — mere hvis taxichaufføren har kørt en udflugt.
  • Frisøren: 1-2 CUC (ca. 6,90-13,80 kr.) eller 10 pct. af det samlede beløb.
  • Kommentar: Drikkepenge — og helst “hårde” US-dollars – forventes af alle, der arbejder i turistbranchen: hoteller, restauranter, chauffører og lokale guider. Tommelfingerreglen er 1 CUC pr. person pr. dag.

Cypern:

  • Stuepigen: 5-10 euro (ca. 37-74 kr.) pr. uge. Generelt er rengøringen god på Cypern, men lidt ekstra drikkepenge kan godt udløse lidt ekstra håndklæder og en blomst på værelset. 1-2 euro (ca. 7,47-14,94 kr.) om dagen.
  • Piccoloen: Findes han, så et par euro.
  • Tjeneren: Ca. 10 pct. af regningen men kun hvis man er tilfreds med servicen.
  • Taxi: De fleste kører efter taxameter, og det er det, man betaler. Husk at spørge til prisen inden afgang.
  • Frisøren: Afregnes efter salonens prisliste.
  • Kommentar: Cypern er et moderne EU-land. De ansatte i servicebranchen er ikke længere afhængige af drikkepenge men har en okay løn. Men hvem siger nej tak til en ekstra skilling, når man har gjort et godt job?

Den Dominikanske Republik:

  • Stuepigen: Lønniveauet er lavt i landet — 1.300-1.500 kr. Læg gerne 1 USD (ca. 7 kr.) eller to pr. dag pr. person på hovedpuden.
  • Piccoloen: 1-2 USD pr. stk. bagage. Den lokale valuta hedder pesos -100 pesos = ca. 17 kr.
  • Tjeneren: Ved en buffet forventes 1 USD om dagen — lidt mere på en restaurant med servering. Når der, som på hotel Casa de Campo, indgår grillet hummer, foie gras og fine vine i All Inclusive-menuen, kan man godt skrue op til 3-4 USD pr. person.
  • Taxi: Ingen drikkepenge — de har “turistpriser”.
  • Frisøren: 1-2 USD eller 50-100 pesos.
  • Kommentar: Punta Cana er præget af eksklusive All Inclusive-hoteller. Ofte er der mange barer på hotellet. Når man at drikke et par drinks på en bar så følg gerne op med 1 USD eller to — eventuelt med nogle dages mellemrum. Punta Cana besøges hvert år af ca. 2,2 millioner turister. Af dem er en stor del amerikanere, der har taget deres drikkepengekultur med. Ud over at give penge medbringer de ofte skoleudstyr, tøj m.m. til de ansattes børn. Vinder man et større beløb på et kasino, forventes det, at man giver fem pct. af beløbet, når gevinsten udbetales.

Egypten:

  • Stuepigen: Ca. 25-50 EGP pr. uge pr. person (ca. 26-52,50 kr.).
  • Piccoloen: Ca. 10 EGP pr. kuffert (ca. 10,50 kr.).
  • Tjeneren: 10 pct. hvis ikke drikkepenge er inkluderet – ellers runder man op. I landet findes et meget stort antal All Inclusive-hoteller, hvor 10-15 EGP (ca. 10,50-15,50 kr.) i ny og næ er stærkt fremmende for servicen.
  • Taxi: Ingenting – man skal i stedet “prutte” energisk om prisen for at få den rigtige pris.
  • Frisøren: Her runder man op.
  • Kommentar: Drikkepenge er meget udbredt i Egypten – også lokalbefolkningen “tipper”, når de har fået god service. Buschaufføren forventer 10-20 EGP (ca. 10,50-21 kr.).

England:

  • Stuepige: Ingenting på en weekendrejse — derefter 1 pund (ca. 10,25 kr.) pr. nat.
  • Piccoloen: 2 pund (ca. 20,50 kr.) pr. stk. bagage.
  • Tjeneren: Hvis der ikke allerede er inkluderet serviceskat på 12,5 pct. i regningsbeløbet, gives ca. 10 pct. Alle ansatte i servicefag i England er garanteret mindst 6,31 pund (ca. 64,71 kr.) i timen.
  • Taxi: 10 pct.
  • Frisøren: Ingenting eller max. 1 pund.
  • Kommentar: I storbyer er man mere tilbageholdende med drikkepenge. F.eks. er begrebet nærmest ukendt på pubberne. Men lidt drikkepenge fremmer ekspeditionstiden ved baren…

Frankrig:

  • Stuepigen: I dag bruger franskmændene ikke at lægge drikkepenge på værelset, men får man en ekstra god service, er det naturligvis velset.
  • Piccoloen: Får man bragt sin kuffert til værelset eller receptionen, giver man som regel 2 euro (ca. 14 kr.) pr. stk. bagage — alt efter hotellets standard.
  • Tjeneren: Som regel er der inkluderet 15 pct. på regningen (service compris). 1-2 euro ekstra hvis man har været to personer på restaurant og ellers er tilfreds.
  • Taxi: maksimalt en euro — alternativt runder man op til nærmeste euro.
  • Frisøren: Man giver som regel en euro eller to til den person, som har klippet én.
  • Kommentar: Al service er som regel inkluderet i priserne. Altså ikke noget med at lægge procenter på beløbet.

Grækenland:

  • Stuepigen: Man siger typisk 2,50 euro (ca. 19 kr.) pr. person pr. uge.
  • Piccoloen: 1 euro (ca. 7,47 kr.) pr. kuffert men det kan ikke betale sig at lede efter en piccolo. Antallet af piccoloer uden for Athen kan tælles på en hånd.
  • Tjeneren: Der forventes ca. 10 pct. af regningen – også selv om der er inkluderet “service charge”.
  • Taxi: Det er — på grund af monopolisering — dyrt at køre i taxi. Ingen kører efter taxameter — prisen aftales på forhånd. På længere strækninger lyder prisudspillet som regel på f.eks. 57, 68 eller 69 euro — en prissætning, der frister kunden til at runde op til nærmeste 10 euro. Den hopper grækerne ikke selv på…
  • Frisøren: Ingen drikkepenge.
  • Kommentar: Drikkepenge er ikke længere et spørgsmål om overlevelse på Kreta og Rhodos. Selv om arbejdsløsheden er stor, er lønningerne nu så gode, at man sjældent ser en fremstrakt servicehånd. Den sidste fletkurv til småmønter er også fjernet fra bussernes instrumentbræt. Grækerne selv giver ikke drikkepenge. Det giver nogle sure miner, når tyskere og franskmænd mener, at de heller ikke skal give noget…

Indien (Goa):

  • Stuepigen: 200 INR (ca. 22 kr.) pr. uge.
  • Piccoloen: 50 INR (ca. 5,50 kr.).
  • Tjeneren: Ca. 10 pct. af det samlede beløb.
  • Taxi: Ingen drikkepenge idet chaufføren allerede har medregnet dem i den aftalte pris.
  • Frisøren: Ingen drikkepenge — prisen er meget lav.
  • Kommentar: USD og euro er mere attraktive end den lokale indiske Rupee.

Italien:

  • Stuepigen: 1-2 euro (ca. 7,47-14,96 kr.) pr. nat.
  • Piccoloen: 1-2 euro pr. stk. bagage.
  • Tjeneren: Service charge på 20 pct. er som regel tillagt regningen. Er man godt tilfreds, kan man lægge et par euro — en 10 euro-seddel hvis det går højt…
  • Taxi: Der forventes ikke drikkepenge.
  • Frisøren: Ingenting.
  • Kommentar: På tankstationerne giver man en 1 euro eller to, hvis man får ekstra service som vinduesvask eller hjælp til pumpning af dæk.

Kroatien:

  • Stuepigen: Hvis du er tilfreds, kan du betale ca. 100 HRK (ca. 98 kr.) pr. uge pr. værelse.
  • Piccoloen: Ca. 10-20 HRK (ca. 9,80-19,60 kr.).
  • Tjeneren: Ca. 10 pct. af regningen.
  • Taxi: Behøves ikke.
  • Frisøren: 10 HRK (ca. 9,80 kr.).
  • Kommentar: Kroaterne selv giver — som grundregel – ikke drikkepenge.

Marokko:

  • Stuepigen: Ca. 5 euro (ca. 37,35 kr.) pr. uge pr. værelse.
  • Piccoloen: ca. 1 euro (ca. 7,47 kr.) pr. stk. bagage.
  • Tjeneren: Afrund regningen eller giv 10 pct. oven i.
  • Taxi: Rund op svarende til en halv euro (ca. 3,75 kr.).
  • Frisøren: 1 euro (ca. 7,47 kr.) til henholdsvis den, som vasker håret og til den, som klipper.
  • Kommentar: Alle, der yder service, forventer drikkepenge. Også buschaufføren på udflugter – ca. 1 euro pr. person for en halvdagsudflugt og det dobbelte for en hel dag.

Mexico:

  • Stuepigen: Vi anbefaler ca. 1 USD pr. dag og hotelværelse. Størst beløb gives, hvis stuepigen også skal klare f.eks. opvasken i en lejlighed.
  • Piccoloen: 1 USD (ca. 7 kr.) pr. taske/kuffert.
  • Tjeneren: Ca. 10-15 pct. hvis service ikke allerede er indregnet. Flere og flere steder forventer man i dag ca. 15 pct. i drikkepenge ved god service og 20 pct. ved særdeles god service.
  • Taxi: Ingen drikkepenge.
  • Frisøren: Normalt ingen drikkepenge men det afhænger lidt af frisøren. På hotellerne er det ikke så almindeligt, men hos en lokal frisør er det ikke ualmindeligt, at man giver drikkepenge — noget der ligner 10 pct. af f.eks. en pris for en klipning eller 5-10 USD afhængig af, hvad man får lavet. Ved manicure eller pedicure gives 1-3 USD på lokale steder. Det er ikke noget, man skal gøre, men mange lokale indbyggere giver gerne lidt drikkepenge, hvis de har været tilfredse med servicen.
  • Kommentar: Mexico får besøg af mange amerikanere, og det har været med til at gøre drikkepenge udbredt i hele landet. Selv det mexicanske orkester på restauranten forventer drikkepenge (5 USD = ca. 35,50 kr.) pr. bord pr. aften.

Portugal/Madeira:

  • Stuepigen: Ca. 5 euro (ca. 37,35 kr.) pr. uge.
  • Piccoloen: 0,5 euro (ca. 3,75 kr.) pr. stk. bagage.
  • Tjeneren: 5-10 pct. af den samlede regning.
  • Taxi: Afrund beløbet opad.
  • Frisøren: 1 euro (ca. 7,47 kr.).
  • Kommentar: Alle, der yder service, forventer drikkepenge.

Spanien og De Kanariske Øer:

  • Stuepigen: Ca. 5 euro (ca. 37,35 kr.) pr. person pr. uge.
  • Piccoloen: Ca. 1 euro (ca. 7,47 kr.) pr. stk. bagage.
  • Tjeneren: Se kommentar.
  • Taxi: Ingenting — også selv om det er forholdsvis billigt at køre i taxi i Spanien.
  • Frisøren: 1-2 euro.
  • Kommentar: Spanierne selv giver meget få eller slet inden drikkepenge. Har man blot drukket en kop kaffe, giver man ingenting, men på større restaurationsregninger giver man nogle euros alt efter regningens størrelse og kvalitet af betjening og mad.

Thailand:

  • Stuepigen: 40 baht (ca. 8,46 kr.) pr. dag pr. værelse.
  • Piccoloen: 50 baht (ca. 10,60 kr.) pr. stk. bagage — alt efter hotellets standard.
  • Tjeneren: På de fleste større steder indregnes service charge på 10 pct. — rund evt. op til nærmeste 100 baht (ca. 21,20 kr.). De 10 pct. fordeles mellem servicepersonalet. Er service charge ikke indregnet, forventes der 10 pct. af regningsbeløbet.
  • Taxi: Når der køres uden taxameter i f.eks. en tuk-tuk, har chaufføren automatisk indregnet drikkepenge i sin pris. Ved taxameter kan gives 5-10 pct. af prisen.
  • Frisøren: 5-10 pct. — alt efter frisørsalonens standard.
  • Kommentar: En dagløn for en tjener i Thailand ligger på 300 baht (ca. 63,40 kr.). Undlad at give drikkepenge i form af mønter — det opfattes som uforskammet. Får du en mønt tilbage efter at have betalt med en seddel, er det dog okay at give mønten som drikkepenge.

Tyrkiet:

  • Stuepigen: Ca. 10 TRY pr. uge pr. person (ca. 29,50 kr.).
  • Piccoloen: En piccolo er en sjælden vare, men hvis han findes, så ca. 2-3 TRY (ca. 6-9 kr.).
  • Tjeneren: Ca. 10 pct. af regningen.
  • Taxi: Fast pris.
  • Frisøren: Kun ved større behandlinger.
  • Kommentar: Drikkepenge gives ikke pr. automatik, men — lige som herhjemme – efter hvor god maden og betjeningen var.

USA:

  • Stuepigen: 2-3 USD (ca. 13,78-20,66 kr.) pr. nat og op til 5 USD (ca.34,44 kr.) på et luksushotel.
  • Piccoloen: 1-2 USD (ca. 6,89-13,78 kr.) pr. stk. bagage — lidt mere hvis den er tung.
  • Tjeneren: Ansatte på restauranter forventer drikkepenge. Giver du 10 pct. af regningsbeløbet, udtrykker du utilfredshed med servering/mad. Med 15 pct. viser du, at alt var okay, 20 pct. betyder “excellent”, og 25 pct. er takken for en enestående serviceoplevelse. I de fleste storbyer opfattes 20 pct. som “good tip”.
  • Taxi: 10-15 pct. af beløbet — alt efter service.
  • Frisøren: 5-10 USD (ca. 34,44-68,88 kr.).
  • Kommentar: I visse stater er det tilladt at betale tjenere en timeløn på mindre end 3 USD (ca. 20,66 kr.). Derfor er drikkepenge en væsentlig del af lønnen. Ofte lægges der automatisk et tillæg på 25 pct. på regningen, hvis der er flere end seks personer i selskabet. På fastfoodrestauranter, hvor der er selvbetjening, gives der normalt ikke drikkepenge – selvom de unge bag disken gerne tager imod “tips”.

Vietnam:

  • Stuepigen: 10.000 dong (ca. 3,18 kr.) pr. døgn pr. person.
  • Piccoloen: 10.000 dong pr. værelse.
  • Tjeneren: 10 pct. af beløbet — ved mindre regninger (en kop kaffe eller lignende) runder man op.
  • Taxi: Man betaler efter taxameter. Vælg en bil fra Vinasun, der er det statsejede taxiselskab, eller fra Mai Linh. Her løber taxametrene — som grundregel — ikke for stærkt. Drikkepenge 2.000-5.000 dong (ca. 0,64-1,59 kr.) ved tung bagage. En kilometers kørsel koster ca. 16.000-17.000 dong (ca. 5,09-5,41 kr.).
  • risøren: 5-10.000 dong (ca. 1,59-3,18 kr.).
  • Kommentar: Tidligere var USD mere attraktive end den lokale dong, men sådan er det ikke mere. Dog er US-dollaren fortsat ganske gangbar.

Østrig:

  • Stuepigen: 1 euro (ca. 7,47 kr.) pr. dag pr. person.
  • Piccoloen: 1 euro pr. enhed.
  • Tjeneren: Skat og service charge er med på regningen. Er servicen i orden, kan man runde op — f.eks. fra 18,50 euro til 20 euro.
  • Taxi: 10 pct. oven i prisen.
  • Frisør: 5-10 pct. hvis behandlingen koster under 30 euro — ellers ikke.
  • Kommentar: På motorvejsrestauranter er “service charge” inkluderet, og kassedamen er ikke for forventningsfuld, når det gælder drikkepenge. Derimod forventer personalet på de bemandede toiletter mindst en halv euro pr. besøg.

Krydstogter:

  • Cabin steward: 3-3,50 USD (en US-dollar er lig med ca. 6,88 kr.) pr. person pr. dag.
  • Tjeneren: 3-3,50 USD pr. person pr. dag.
  • Tjenerassistenten: 1,50-2 USD pr. person pr. dag.
  • Overtjeneren: 1 USD pr. person pr. dag.

Kommentarer: Stadig flere rederier inkluderer drikkepenge i billetprisen. Det gælder specielt de europæiske krydstogter. Rejser man fra USA eller Caribien, kan man blive “udsat” for, at der den sidste aften ligger fire små kuverter til ovennævnte personale på ens seng. Rederierne anbefaler, at man putter ovennævnte beløb i.

Rederiet Cunard (f.eks. Queen Mary 2 og Queen Elisabeth) har “aflivet” kuverterne og lægger automatisk 11,50 USD (ca. 79,12 kr.) pr. dag pr. person på regningen ombord. Pengene fordeles mellem serveringspersonalet (60 pct.) og Housekeeping (40 pct.). Tjenere og bartendere henter 15 pct. af alt salget af drinks m.m. Mange englændere er — modsat amerikanerne — ikke meget for at give drikkepenge og beder ofte rederierne fjerne drikkepengetillægget fra deres regning.

Denne artikkelen er over ett år gammel

Facebook
Twitter
LinkedIn

Kategorier

Stikkord

Relaterte Innlegg

Kommentarer

Ent innlegg

(Foto: Qatar Airways)

Hamad International Airport kåret til “Verdens Beste Flyplass” under Skytrax World Airport Awards 2024

(Bilde/illustrasjon: apollo reiser)

Apollo lanserer nye reiser til «Destinasjon Ukjent»

Radisson Hotel & Conference Centre Oslo Airport har 52 moderne og fleksible møterom (Foto: Radisson Hotel Group)

Erfaren hotelldirektør vender tilbake til Oslo Lufthavn Gardermoen

Røst lufthavn (Foto: Øystein Løwer/Avinor)

Daniel Østensen ny lufthavnsjef for Røst og Værøy