Flere end 1.000 udstillere står klar til at inspirere og opfylde drømme, når Ferie for Alle åbner dørene for alle ferie- og rejseglade besøgende 22.-24. februar i MCH Messecenter Herning.    
Fra Ferie for Alle 2018 (Foto: Lars Møller)

3.000 rejseeksperter står klar til at dele ud af deres viden og inspiration i weekenden 22.-24. februar, hvor Skandinaviens største feriemesse, Ferie for Alle, åbner dørene til tre dage med fokus på et væld af spændende rejsedestinationer og ferieformer i MCH Messecenter Herning.

I de fem temaområder: ‘Danmark’, ‘Udland’, ‘Camping’, ‘Udeliv’ og ‘Golf’ kan de ferieglade besøgende finde inspiration og information om enhver ferie, hvad enten drømmen er en ny campingvogn, en backpackerferie, safari i Afrika, en adventurerejse eller en golfrejse.

Rejseeksperterne står klar

Uanset om man er til busrejser, storbyferier, rundrejser eller charterferier, så bliver der rig mulighed for at finde gode råd på Ferie for Alle. I Udlandshallen står alle charterbureauerne klar til at vejlede om sol- og badeferie, og hos Apollo Rejser kan de besøgende tilmed se frem til at hente gode råd fra 40 rejseentusiaster:

– Vi kommer igen år efter år, fordi Ferie for Alle er stedet, hvor vi ansigt til ansigt kan møde folk, der gerne vil rejse. Her kan vi i den grad inspirere de besøgende, give dem en oplevelse og dele ud af vores viden. Ferie for Alle er altid en rigtig god oplevelse – både for udstillere og de besøgende. Her finder man den ferie, man er på udkig efter, siger Glenn Bisgaard, kommunikationschef i Apollo Rejser.

Til Ferie for Alle står Apollo klar med en række gode tilbud, aktiviteter og nyheder.

Blandt andet lancerer Apollo Rejser det nye hotelkoncept Apollo Mondo Boutique, og rejsebureauet vil også have fokus på Apollo Sport, ligesom der på standen vil være en række konkurrencer, hvor man blandt andet kan vinde en rejse.

Bliv inspireret til Bornholm

Til Ferie for Alle kan man drømme sig lige derhen, hvor man lyster, og efterspørgslen efter ferier til Bornholm er støt stigende.

I Danmarkshallen står Destination Bornholm klar til at give de besøgende alt det, de ikke får, når de kigger ferie på nettet. På den 387 kvadratmeter store stand kan man få gode råd til en ferie på Bornholm, hvad enten man er til outdoor-aktiviteter, musik, kunst eller kultur eller noget helt femte.

Derudover står de bornholmske fødevareproducenter klar med smagsprøver på lokale specialiteter, og man kan møde ejerne af en nyudnævnt femstjernet campingplads.

– På Ferie for Alle viser vores 13 udstillere alt det bedste, Bornholm har at byde på. Vi skaber et oplevelsesunivers, og vi viser lidt af det hele, så besøgende får hele pakken og både bliver inspireret til, hvordan de kommer til Bornholm, hvor de skal overnatte, hvor de skal spise, og hvad de skal opleve på Bornholm, siger Kristina Lindberg, der er marketingassistent hos Destination Bornholm ApS.

Ferie for Alle vokser

Når dørene åbner fredag 22. februar, kan de besøgende på Ferie for Alle desuden opleve et helt nyt område.

For at gøre plads til flere oplevelser i campinghallerne, udvides Ferie for Alle med en ekstra hal. Den ikoniske runde Hal B forvandles til én stor handelshal, Markedspladsen, hvor besøgende kan finde de gode tilbud på campingudstyr- og tilbehør samt diverse produkter, der relaterer til fritidslivet. Her findes også et lille legeområde for de mindste.

Læs også: Oplev Caribien – og resten af verden – i Herning (december 2018) – Fornyet Ferie for Alle med fuld fokus på camping (december 2018)

Ferie for Alle 2019 foregår i MCH Messecenter Herning fra 22.-24. februar. I år er temaet til Ferie for Alle Caribien – med særligt fokus på Cuba og Den Dominikanske Republik. Messen er Skandinaviens største feriemesse og byder på flere end 1.000 udstillere og besøges af omkring 60.000 ferieglade mennesker.

Læs flere nyheder om Ferie for Alle HER

Kommentarer