Kimpton Hotels & Restaurants er blevet valgt til at forpagte et nyt, luksuriøst boutiquehotel i den populære ferieby Manchester i New England-staten Vermont. Det nye hotel med 87 værelser er netop nu under opførelse og åbner ifølge planen til efteråret.
Hotellet er opkaldt efter de omkringliggende Taconic Mountains, som der er imponerende udsigt til både fra værelserne og de tre hytter, man også kan vælge at indkvartere sig i. En stemningsfuld restaurant vil servere egnsretter i tråd med Vermonts tradition for sjælevarmende comfort food. Omgivelserne vil indbyde til afslapning, blandt andet med en stor udendørs veranda og pejs. Hotellets 241 kvadratmeter store balsal vil egne sig perfekt til bryllupper og andre events.
– Vi glæder os over det første Kimpton-hotel i denne smukke delstat. Vermont byder på fantastisk natur kun en kort køretur fra Boston og New York, og der er masser af muligheder for at boltre sig udendørs med skisportssteder om vinteren og sejlsport, vandring og mountainbiking om sommeren. The Taconic Hotel bliver et perfekt afslapningssted for skandinaver, der besøger det nordøstlige hjørne af USA, siger Karin Gert Nielsen, Managing Director for Kimpton Hotels & Restaurants i Skandinavien og Finland.
The Taconic Hotel markerer Kimptons fortsatte ekspansion på leisure- og resortmarkedet. I det forgangne år har Kimpton udvidet med hoteller i blandt andet Savannah, Georgia; Sedona, Arizona; Palm Beach, Florida og Huntington Beach, Californien, mens der er planlagt åbninger i Palm Springs, Californien og Grand Cayman i 2016.