Med inspiration fra London, Paris, New York og et touch af Marrakech vil et stjernespækket hold med nattelivskoncernen Rekom i ryggen puste nyt liv i det legendariske Skovriderkroen, der genåbner 11. maj som kombineret restaurant og natklub under navnet Pangea. Missionen er at forføre det veletablerede publikum i København og Nordsjælland med en dinner club experience ud over det sædvanlige, lover folkene bag.

Lene Nystrøm og Kim Thurmann (billedekilder: breaking.dk/pangeacph.dk/rekomgroup.com)

Der bliver pustet nyt liv i det nordsjællandske ikon på Strandvejen 235, når Skovriderkroen genåbner 11. maj som kombineret restaurant og natklub under navnet Pangea – et dinner club-koncept med internationale ambitioner ud over hovedstadens grænser. Derfor er det også nattelivskoncernen Rekom, der lægger knowhow og finansielle muskler bag satsningen, der har Aqua-forsanger Lene Nystrøm og klubkongen Kim Thurmann i spidsen: 

– Vi vil skabe Nordsjællands og Københavns mest raffinerede restaurant og natklub for det veletablerede publikum, der ønsker en oplevelse, hvor stemningen af privatfest og eksklusivitet smelter sammen. De bedste fester er dem, hvor man glemmer sig selv og bliver opslugt af atmosfæren, og det er den følelse, vi vil give Pangeas medlemmer og gæster, fortæller Lene Nystrøm, som lover hun vil tilføre kvindelig finesse og masser af rockstar-attitude til Pangea.

Én åbningsdag og én seating om ugen

Pangeas ambition er at introducere Dinner Club-oplevelsen til det københavnske og nordsjællandske publikum, som man kender den fra metropoler som London, Paris og New York, hvor man spiser og fester under samme tag – omend med et touch af Marrakech, så rammerne får et eksotisk præg.

Karakteristisk for konceptet, og som modvægt til tendensen med at skynde restaurantgæster gennem flere seatings på en aften for at optimere indtjeningen, kører Pangea dog kun én seating, hvor gæsterne bliver og fester til den lyse morgen:

– Vi kommer kun til at have åbent om lørdagen fra kl. 19:30, hvor vi ud på aftenen transformerer rummet og ‘viben’ ved bl.a. at ændre belysningen og musikprofilen, der også bliver skubbet et par decibel op. Vi vil forføre folk til at feste og danse, når restaurantoplevelsen slutter og natten tager over – og vi stopper ikke før kl. fire om morgenen, uddyber Kim Thurmann.

Thurmann har gennem snart fire årtier har været primus motor og nattelivsarkitekt bag adskillige ikoniske festinstitutioner i København som bl.a. NASA, Tabu og senest den dekadente cocktail- & dansebar Dandy i Dronningens Tværgade, der ligeledes er en del af Rekom.

Et dele- og instagramvenligt oplevelsesunivers

Holdet bag Pangea har i opbygningsfasen kigget særligt mod London for at ramme den helt rigtige stemning og udtryk.

In-steder som Sexy Fish, Sketch, Novikov og 5 Hertford Street har ifølge folkene bag alle være inspirationskilder for Pangea, der kommer til at strække sig over 700 kvadratmeter og to etager med plads til i alt 200 spisende gæster. 

Maden bliver en fusion af det japanske, spanske og italienske køkken med en set menu af en række dele- og instagramvenlige signaturretter. Køkkenet er lagt i kyndige hænder på Copenhagen Concepts, der bl.a. har stået bag hotspottet Umami og MASH.

– Ambitionen er er at skabe et oplevelsesunivers baseret på et gennemført koncept, der trækker på de bedste inspirationskilder fra udlandet tilsat vores egen stil og udtryk. Musikmæssigt har vi engageret Henri Matisse til at sætte gang i festen bag DJ-pulten, når restauranten forvandles til natklub, mens Sofie Berg sender sprøde loungetoner ud fra mixerpulten for at skabe den helt rigtige atmosfære under middagen, slutter Kim Thurmann.

Flere B2B nyheder finder du HER og HER

kilde: breaking.dk