logo-white

Pilou Asbæk åbnede rekordstor Ferie for Alle

20 års jubilæumsudgaven af Ferie for Alle blev fredag morgen åbnet med en kærlighedshyldest til Spanien fra blandt andre Pilou Asbæk. Dermed er tre dage med feriedrømme og oplevelser for alle sat i gang i Herning.

MCH – Ferie for alle 2018 (Foto: Lars Møller)

Hvad end man drømmer om safari i Afrika, en ny campingvogn eller en golfrejse til Thailand, så bliver der masser af inspiration at hente de næste dage, når den 21. udgave af Ferie for Alle byder indenfor i MCH Messecenter Herning. Messen åbnede fredag morgen med rekordmange udstillere, og det var derfor en synligt stolt administrerende direktør, der bød velkommen.

– Vi har meget at fejre i dag, både udstillerrekord og en rund fødselsdag. Ferie for Alle i sin nuværende form fylder 20 år. I 1998 startede det nuværende Ferie for Alle med 167 stande og 23.134 besøgende. I år kan vi præsentere det største antal udstillere nogensinde – nemlig 1.215 fordelt på 401 stande, sagde Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, og sendte samtidig en stor tak til udstillerne for deres opbakning og for den energi og de mange ressourcer, der lægges i standene.
Georg Sørensen sendte også en stor tak til årets partnerland, Spanien, som er et af de lande, der har været med hvert år siden starten i 1998.

Blandt årets nye lande på Ferie for Alle er Uganda, Namibia, Portugal og Egypten.

Fra strøget i Malaga: (foto: ©otoerres)

Kærlighed til Spanien

Som en del af den officielle åbning af Ferie for Alle var freelance journalist og Spanien-ekspert Jørgen Laurvig én af messens åbningstalere. Han fortalte om sin kærlighed til landet, som han har besøgt fast gennem årtier. Han fremhævede blandt andet landets mange Michelin-restauranter og den autentiske mad som eksempelvis paella og den berømte iberiske skinke, men understregede også den brede vifte af kulturtilbud lige fra fodbold til smuk arkitektur.

Selvom Jørgen Laurvig har besøgt store dele af Spanien, har han dog aldrig besøgt Mallorca og De Baleariske Øer, og derfor gav han ordet videre til områdets kulturambassadør; skuespilleren Pilou Asbæk. Pilou Asbæk er opvokset med tætte bånd til ferieøen, hvor hans forældre siden 2001 har haft kunst- og kulturcentret CCA. Det var derfor ikke uden stolthed, at Pilou Asbæk fortalte om sin kærlighed til området:

– Jeg er ekstremt stolt over titlen, for jeg elsker både kultur og Mallorca. Nu får jeg chancen for at kombinere de to ting, og vise verden hvad jeg har vidst de seneste 28 år: at Mallorca er en vidunderlig ø, et magisk sted, en kulturperle – himmel på jord.

Pilou Asbæk åbnede i samarbejde med administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen, og turistchef fra Den Spanske Stats Turistbureau, Raúl Castro Cano, Ferie for Alle 2018.

Den officielle åbning af Ferie for Alle blev foretaget af (fra venstre) turistchef for Den Spanske Stats Turistbureau, Raúl Castro Cano, administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen og skuespiller og kulturambassadør for Mallorca og De Baleariske Øer, Pilou Asbæk. Med et vaskeægte “ACTION” blev messen klappet i gang ved brug af et klaptræ og fyrværkeri. (Foto: MCH/Lars Møller)

Hæder til branchens bedste

I forbindelse med åbningen af Ferie for Alle uddelte Danske Rejsejournalister traditionen tro de eftertragtede priser Årets Rejsejournalist og Havfrueprisen. Årets Rejsejournalist 2018 blev fotograf Karsten Bidstrup, der med sin passion for både Afrika og Antarktis har skrevet flere end 400 rejseartikler og fotograferet 115 forsider i 35 lande.

Årets Rejsejournalist 2018, fotograf Karsten Bidstrup, sammen med formanden for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen. (Pressefoto: MCH/FFA)

Havfrueprisen, som tildeles en person eller virksomhed, der har bidraget med noget særligt for indlandsturismen, gik i år til Tirpitz-museet i Blåvand. Museet, som er tegnet af Bjarke Ingels Group, har siden åbningen i sommeren 2017 haft flere end 200.000 gæster.

Priserne blev uddelt af formand for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen.

Vinderen af Havfrueprisen 2018 blev Tirpitz-museet i Blåvand. (Foto: MCH/Lars Møller)
MCH – Ferie for alle 2018
Photo: Lars Moeller
Facebook
Twitter
LinkedIn

Kategorier

Stikkord

Relaterte Innlegg

Kommentarer

Ent innlegg

Padling er populært, her fra Sørenga i Oslo (Foto: Marius Dalseg/DNT)

Slik blir det påskestemning der du er

(kilde: travelmarket.dk)

Dansk Flyprisindex – Uge 16 2024

(fotokilde: goturkiye.com)

Utenfor allfarvei i Tyrkia: Dra på roadtrip langs Antalyakysten

(Foto: ©otoerres)

Reiselivsmagasinet på RadioRiksOslo skjærtorsdag 28. mars 2024

(Foto: William Bout på Unsplash )

Hvordan planlegge ferien med barn med bil? Hva du bør vurdere når du planlegger ruten. Fritid for barn i bilen