Det spanske golfforbund (Real Federacion Espanola de Golf) har præsenteret ansøgningen “Costa Brava – Barcelona 2022” i håb om at vinde værtskabet for Ryder Cup i 2022.

På PGA Catalunya Resort (Fotokilde: Royal Spanish Golf Federation)

Hvis Spanien opnår værtskabet, vil Ryder Cup finde sted på PGA Catalunya Resort, som er beliggende på Costa Brava, 70 km nord for Barcelona. Dette resort har en førsteklasses infrastruktur og er desuden anerkendt for dets store erfaring med planlægning af internationale, prestigefyldte events. Den internationale brancheorganisation for golfturisme, IAGTO, har desuden kåret PGA Catalunya Resort som Europas bedste golfresort i 2015.

Ryder Cup er den største og vigtigste golfturnering på verdensplan. Omkring 250.000 tilskuere er til stede ved turneringen, og ca. 500 millioner følger den på tv i mere end 180 lande.

Ved denne turnering, som finder sted hvert andet år, spiller to hold bestående af de 12 bedste spillere fra henholdsvis Europa og USA mod hinanden over tre dage. Værtskabet skifter mellem de to sider af Atlanten for hver turnering.

Fra 1979 til 2014, hvor den seneste turnering fandt sted, har Europa vundet 11 gange, mens USA har vundet 7 gange. Ved den seneste Ryder Cup-turnering, som blev afholdt i Skotland i 2014, vandt Europa for tredje gang i træk.

Catalonien har 36 golfbaner, som er åbne året rundt, samt et attraktivt udbud af kulturelle og gastronomiske oplevelser.

For de rejsekonsulenter, som ønsker at lære Cataloniens omfattende golfudbud lidt bedre at kende, har Den Spanske Stats Turistbureau arrangeret en introduktionsrejse til Costa Daurada, 90 km syd for Barcelona, i perioden 10.-14. maj. De danske rejsekonsulenter får mulighed for at deltage i en uformel turnering ved navn “Costa Daurada Golf Danish Cup” sammen med professionelle golfspillere fra Catalonien.

Læs mer om Ryder Cup HER

Læs mer om PGA Catalunya Resort HER

IAGTO`s nettsider finner du HER

Kommentarer