logo-white

Stig Elling gør comeback hos Bravo Tours

Seks måneder blev det til — så savnede cirkushesten manegen. For første gang i 50 år trak Stig Elling sig tilbage fra rejsebranchen, men nu er han tilbage hos Danmarks 3. største rejsebureau, Bravo Tours.

– De sidste 33 år har jeg været på hver eneste dag 24 timer i døgnet. Selvfølgelig har jeg savnet det, og det vidste jeg også ville ske. Jeg gik ikke på pension i januar, jeg tog en pause. Det har aldrig været min plan at lave ingenting. Det hverken kan eller vil jeg — jeg har stadig rigtig meget at byde ind med, men det bliver i et lavere tempo. Man må jo acceptere sin alder, siger Stig Elling.

Han har brugt pausen til at tænke sig om. En ting var vigtig for ham; han ville ikke gå på kompromis. Han ville ikke bare vende tilbage, hvis det ikke føltes rigtig.

– Jeg skulle finde det helt rigtige. Et sted, der sætter pris på det samme, som jeg selv gør, vil det samme, og som jeg kan være med til at udvikle. Og så var jeg ikke længere i tvivl om, at Bravo Tours var det helt rette valg, siger han.

De rigtige værdier

Rejseselskabet er ikke fremmed for rejsekongen. I mere end 30 år har han været gode venner med Bravo Tours’ adm. direktør og stifter, Peder Hornshøj, der startede selskabet for 16 år siden.

– Jeg har den dybeste respekt for det, Bravo Tours har opnået på kun 16 år. For mig er de et rejseselskab, der bygger på og holder fast i de rigtige dyder; god service, tryghed på ferien, danske rejseledere, høj kvalitet og value for money. Dyder, jeg altid har stået for og rigtig gerne vil være med til at udvikle, siger han.

Stig Elling skal i fremtiden være med til at udvikle Bravo Tours’ produkter og fremme kendskabet hos nye kunder.

– Bravo Tours har uden tvivl branchens mest tilfredse kunder. Men de, der ikke rejser med selskabet, ved ikke, hvor gode de er. Det er synd, for de går virkelig glip af en rigtig god rejseoplevelse. Det vil jeg gerne være med til at fortælle danskerne, siger Stig Elling.

Hos Bravo Tours glæder de sig også over, at Stig Elling nu er del af selskabet.

– Vi har været konkurrenter og branchekollegaer, men vi har også været rigtig gode venner gennem alle årene. Et venskab, der startede lang tid før, jeg startede Bravo Tours, hvor Stig og jeg arbejdede sammen nogle år. Vi har et fælles syn på branchen, og samtidig er vi rigtig gode sparringspartnere på nye idéer. Det glæder jeg mig til, at vi kan fortsætte i Bravo Tours, siger Peder Hornshøj.

Aldrig på kompromis

På bare 16 år er Bravo Tours gået fra at starte som et mindre rejsebureau med 12.000 rejsende til at forvente 170.000 rejsende i år. En succes, ingen af de to herrer i toppen af rejsebranchen havde forventet i 1999, men Stig Elling er overbevist om, at Peder Hornshøj selv har opskriften på succes.

– Peder er aldrig gået på kompromis. Mange er gennem tiden gået nye veje, men Bravo Tours har formået at forny sig samtidig med, de har holdt fast i, hvad god service egentlig er. Hverken kvaliteten eller gæsternes tilfredshed har nogensinde været til diskussion. Lige præcis det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Stig Elling.

De to rejsekonger har tilsammen over 80 års erfaring i branchen, som de glæder sig til at bruge til at udvikle nye tiltag.

– Jeg er slet ikke færdig. Det er fantastisk at være tilbage og dele ud af sine erfaringer, siger Stig Elling.

Om Bravo Tours

1998: Tanken opstår og Bravo Tours etableres
1999: Første fly letter 26. marts.
2003: Bravo Tours udvider med safari-rejser
2006: Bravo Tours tilbyder nu rundrejser i hele verden
2010: Bravo Tours runder 150.000 rejsende
2014: Bravo Tours opkøber brandet Sun Tours
2015: Forventet omsætning; 1 mia. kr. og 170.000 gæster

I dag er Bravo Tours Danmarks 3. største rejsebureau.

Facebook
Twitter
LinkedIn

Kategorier

Stikkord

Relaterte Innlegg

Kommentarer

Ent innlegg

(Kilde:/skjermdump: Flightradar24.com)

Avinor: Forsiktig åpning av luftrommet over Sør-Norge

(foto: ©otoerres)

Reiselivsmagasinet på RadioRiksOslo torsdag 25. april 2024

(Foto: Ivan Sardi)

Økende interesse for sykkellandet Kroatia

Sykehusskip: Håndterapeut Yieddy Ferreira jobber med mobilitet sammen med en pasient (Foto: Tirsa Tapia Zamora)

Nytt sykehusskip for gratis kirurgi og opplæring i Afrika sør for Sahara

Fra mellomoppgjøret i 2023 (Foto: HK/LO)

Fare for streik i norske taxfree-butikker